Introduktion til stoftyper – Syning 101

Introduktion til stoftyper – Syning 101

En af de mest uoverskueligt ting som nybegynder indenfor syning, kan ofte være at finde rundt i alle de forskellige typer stof som findes.

Hvad er forskellen egentlig, og hvad passer bedst til mit projekt?

I dette blogindlæg vil jeg give en kort og overordnet introduktion til stoftyper – senere vil så følge mere detaljerede indlæg om de forskellige typer.

Fiber vs. fremstilling

Når du kigger på hvilket stof du skal bruge til et projekt, er det vigtigt både at tænke på hvad fibrene er lavet af samt hvordan stoffet er lavet.

Men det er også vigtigt at skille de to ting ad, når du prøver at finde ud af hvilken type stof der kan bruges til et bestemt mønster.

Alle de forskellige stoftyper kan som udgangspunkt laves i både uld, bomuld, hør, hamp, polyester o.lign. Derfor er betegnelser som eks. bomuldsjersey egentlig bare en betegnelse for jersey lavet af (bla.) bomuld.

Valg af fiber er også afgørende for hvordan stoffet vil opføre sig. Eks. har uld en bedre “hukommelse” end bomuld og en jersey af ren uld holder derfor formen bedre end en af ren bomuld.

Strikket vs. vævet

Overordnet set kan man inddele de forskellige stoftyper i to overordnede grupper baseret på hvordan de er lavet. Nemlig strikket eller vævet.

De vævede stoffer betegnes typisk som fast stof, da der som udgangspunkt ikke er noget nævneværdigt stræk i det.

Og de strikkede stoffer er oftest strækbare i større eller mindre grad.

Vævet stof

Vævede tekstiler har som sagt ikke noget stræk. Dette skyldes netop vævningen.

Dog kan vævede tekstiler også tilsættes elesthan så de alligevel bliver strækbare tiltrods for måden det er fremstillet.

Fast stof kan bla. bruges til bukser. Her er det et par denim bukser str. 4 år

Eksempler på vævet stof er:

  • poplin – det er typisk det skjorter er lavet af
  • denim – brugt til jeans
  • twill – brugt til bla. bukser og er meget stærkt
  • flonel – blødt, lunt men mindre stærkt

Strikket stof

De strikkede stoffer er som udgangspunkt strækbare, men hvor strækbare afhænger af bla. valget af materialer.

Her er det netop strikningen, som gør at stoffet kan strækkes. Hvis du har prøvet at strikke vil du kunne genkende dette, da det er præcis sådan de strikkede stoffer er lavet, blot i meget finere masker.

Stretchjersey kan bla. bruges til slim-fit t-shirts

Hvis man vil have det absolut mest strækbare stof, som også er bedst til at holde formen i længden, er det en fordel at vælge en udgave med tilsat elesthan. Det er eks. et must i rib som bruges til at holde bukser oppe med.

Eksempler på strikket stof er:

  • (single-)jersey – singlejersey svarer til det som hedder glatstrik.
  • Interlock/doublejersey – er to sammen strikket singlejersey, således at begge sider af stoffet er glatstrik. Der er således ingen forskel på ret- og vrangsiden.
  • Rib – rib betegnes nogen steder også som rib jersey. Men imodsætningen til single- og doublejersey er det ikke glat strikket, men rib strikket. Findes i forskellige versioner afhængig af hvilken teknik der er brugt. Eks. 1×1, 2×2 osv.
  • Stretchjersey – det same som singlejersey, men tilsat elesthan (ofte min. 5%).
  • Isoli – er ofte tykkere og mindre strækbart end de andre typer strikket stof. Glatstrik på retsiden og en mere plysset, varm og blød vrangside.
Hvis man kigger tæt på strikket stof, kan man tydeligt se de strikkede masker.

Undersøg videre selv

Overordnet set er alle stoffer altså enten strikkede eller vævede, og måden hvorpå de er lavet afgør hvor strækbare de er.

Når jeg snart får lidt mere tid, vil jeg forsøge at skrive lidt mere i dybden om nogen af de forskellige typer af hhv. vævet og strikket stof, inkl. hvordan de bruges og til hvad 🙂

Imens kan du forsøge at nærstudere forskellige typer stof selv. Prøv eks. at studere hvordan maskerne ser ud på din jersey og sammenlign det med den vævede struktur fra et stk. fast stof. Uanset hvor meget man læser om de forskellige typer stof, er det uundværlige læring at nærstudere forskellene selv i praksis.

I sidste nede vil det også hjælpe dig til at blive bedre til at vælge det helt rigtige stykke stof til dit projekt.

/Signe

Leave a Reply

Your email address will not be published.